• Business-update: Dansk aktie buldrer i vejret efter regnskab

    ソース: BDK Finans / 06 2 2024 08:49:23   America/Chicago

    Velkommen til mandagens Business-update fra Berlingske Business. Vi har som sædvanlig været gennem nyhederne om erhvervslivet for at opdatere dig om det vigtigste lige nu. #1 – Rigmand skælder ud på Nordic Waste-ejer: »Han hænger alle milliardærer ud« Torben Østergaard-Nielsen giver andre milliardærer et dårligt ry, når han nægter at betale for oprydningen. Det siger Linak-ejer Bent Jensen, der er en af Danmarks rigeste, til Finans. »Moralsk synes jeg, han har et ansvar. Han kommer til at hænge hele klassen af milliardærer ud,« siger Bent Jensen. Bent Jensen, der har skabt Linak-koncernen, mener, at hvis man ejer mange milliarder, burde man kunne bruge to milliarder kroner på at rydde op efter sig. Finans har forelagt Bent Jensens kritik for Torben Østergaard-Nielsen, som ikke har nogen kommentarer. Torben Østergaard-Nielsen er kommet i centrum af den stærkt omtalte sag om et jordskred hos virksomheden Nordic Waste i Randers. Virksomheden, som han er den ultimative ejer af, gik tidligere i år konkurs. #2 – Muslimske landes boykot af McDonald’s rammer hårdt Den amerikanske fastfoodgigant McDonald’s er hårdt ramt af en omfattende boykot i de arabiske lande. Det sætter sig nu i tallene, viser koncernens regnskab ifølge The Guardian. Det er første gang i fire år, at den amerikanske fastfoodkæde rammer forbi aktieanalytikernes forventninger til salget. McDonald’s har været udsat for hård kritik i flere arabiske lande, efter at en afdeling af McDonald’s i Israel har givet gratis mad til israelske soldater og politibetjente i forløbet efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober. »Effekten af krigen på indtjeningens styrke er vores største bekymring, og det ser ud til at blive en udfordring i det næste kvartal og måske de to næste,« siger Brian Mulberry, porteføljemanager i Zacks Investment Management, som ejer aktier i McDonald’s. Kaffekæden Starbucks sænkede i sidste uge også forventningerne til salget, delvis på grund af svigtende omsætning fra butikker i Mellemøsten. #3 – William Demant-aktie buldrer op efter regnskab Høreapparatkoncernen Demant er kommet ud af 2023 med meget stærke nøgletal, der ud på eftermiddagen har sendt aktien op med næsten ni procent Tallene viser ifølge Børsen blandt andet, at de tidligere udfordringer med høj gæld er kommet under kontrol, og virksomheden åbner samtidig op for aktietilbagekøb for mindst to milliarder kroner i 2024. »Vi melder nogle ret solide vækstforventninger ud for 2024, og vi kan i år melde ud om endnu en ny generation af høreapparater som øger performance – et meget stærkt koncept, vi har store forventninger til,« siger Søren Nielsen, der er administrerende direktør i Demant, til Børsen. Han peger på, at produktudviklingen og salget via både grossister og egne forretninger samt den diagnostiske del af forretningen alt sammen kører godt og afspejler »et Demant i god form.« Tre uundværlige fra Berlingske Business Du har måske allerede set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men ellers er her to historier og en kommentar fra Berlingske Business, som vi kan anbefale dig at læse: A: Få dage efter historisk rekordresultat: Danske Bank fyrer over 100 medarbejdere Det er bare fire dage siden, at Danske Bank kunne præsentere et rekordregnskab. Nu ryger 123 medarbejdere. Læs artiklen her. B: Russisk mand sneg sig på et fly fra København til Los Angeles. Årsagen forbliver et mysterium – nu er han dømt Det er et af nyere tids største sikkerhedssvigt i Københavns Lufthavn. Mandag aften dansk tid faldt der dom i den opsigtsvækkende sag om den mystiske russer, der rejste fra København til Los Angeles uden billet og pas. Læs artiklen her. C: Sushikæde lukker efter 20 år Letz Sushi har ikke kunnet tjene penge og bliver derfor nu fortid efter konstante underskud i ti år. Læs mere her. https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-dansk-aktie-buldrer-i-vejret-efter-regnskab
シェアする